GIF’s ynglingepiger deltog i efterårsferien 2009 i en stor europæisk konkurrence i byen Bracknell sydvest for London. Her konkurrerede de mod hold fra England, Finland, Italien samt Greve fra Danmark.
Holdet deltog i 2 konkurrencer. En spring-rytme konkurrence for hold, der består af 12 gymnaster, og en springkonkurrence for mindre hold.
I spring-rytme konkurrencen blev holdet nr. 6 – en ganske udmærket præstation.
I den efterfølgende springkonkurrencen blev holdet opdelt i 3 hold á 4 gymnaster, og her blev de enkelte hold placeret som nr. 3, 4 og 6.
Holdet fra GIF fik stor publikumsopbakning ligesom de andre hold, og generelt blev konkurrencen afviklet i en begejstret atmosfære. Turen gav holdet ekstra konkurrenceerfaring og indblik i andre landes niveau. Men der blev også tid til andet end gymnastik, da pigerne havde besluttet, at bruge et par ekstra dage af ferien så de kunne nå lidt sightseeing og ikke mindst shopping.
Søndag den 15. november 2009 drog holdet atter udenlands, da trænere og gymnaster tog til Göteborg for at deltage i foreningen GF Kennedys åbne spring-rytme Cup, hvor alle Sydsveriges skrappeste pige- og drenge ynglingehold deltog. GIF fik direkte adgang til finalen, hvor de skulle møde de 7 bedste svenske hold.
Og GIF-pigerne fik rigtig hård konkurrence. De svenske hold havde et utroligt højt teknisk niveau og var meget veltrænede. Pigerne fra GIF sprang yderst flot og gjorde en rigtig flot indsats. Dog var de svenske piger skrappere og GIF måtte nøje med sidstepladsen i finalen. Til gengæld fik de en masse ny inspiration til det videre arbejde frem mod forårets mange mesterskaber.
Første store opgave bliver udtagelses-konkurrencen til de Nordiske Mesterskaber, om afvikles allerede 16. januar 2010. Derfor er træningen på det sidste blevet intensiveret. Holdet træner 3 gange om ugen og tager desuden på weekend-træninger i Höganäs i Sverige, som har springgrav. Senere på foråret gælder det så Sjællandsmesterskaberne, Åbne Jyske Mesterskaber og De Danske Mesterskaber
Sidste ”prøvekonkurrence” før udtagelsesmesterskaberne blev Herlev Jule-Cup, som fandt sted lørdag d. 28. november 2009 i Herlev Hallerne.
Her vandt pigerne klart ynglingerækken. Til Herlev Jule-Cup stillede GIF –traditionen tro - med rigtig mange hold, da konkurrence var for både mini-, junior-, ynglinge- og senior gymnaster.


